02/04/2025 0 Kommentarer
Gudstjeneste: Indsættelse af ny præst
Gudstjeneste: Indsættelse af ny præst

På søndag indsættes vores nye præst Lone Birgitte Jørgensen, der skal være sognepræst i Rudkøbing-Simmerbølle Pastorat sammen med Dorthe Stæhr Nielsen.
I sommerens kirkeblad bringes følgende interview med Lone Birgitte Jørgensen:
Ny præst i Rudkøbing og Simmerbølle: Kirken skal bidrage til Langelands stærke fællesskabsfølelse
Med en baggrund som pædagog og et livs erfaring med mennesker tager den 51-årige nyansatte præst Lone Birgitte Jørgensen nu hul på et nyt kapitel som sognepræst i Rudkøbing og Simmerbølle sogne. Hendes vej til præstegerningen har været præget af både personlige oplevelser og en dyb undren over livets store spørgsmål.
"Jeg har altid arbejdet med mennesker og været optaget af, hvad der får dem til at trives," fortæller hun om tiden før teologistudiet. Men på et tidspunkt mærkede hun behovet for forandring: "Jeg havde brug for, at der skulle ske noget andet i mit liv".
Troen har været en konstant følgesvend siden barndommen på en katolsk privatskole. Men det var særligt i livets pressede perioder, Lone Birgitte Jørgensen oplevede kristendommens særlige kraft. "I forbindelse med mine forældres død havde jeg brug for at finde ro i kirken, " forklarer hun om en af de afgørende oplevelser, der formede hendes beslutning.
Grundtvigs vers som ledetråd
En strofe fra Grundtvigs salme "O kristelighed" har gennem årene haft en særlig betydning for den nye præst: "O vidunder-tro! Du slår over dybet din gyngende bro, som isgangen trodser i brusende strand”.
"Disse ord indkapsler, hvad kristendommen og kirken tilbyder," forklarer Lone Birgitte Jørgensen og tilføjer, at strofen har fulgt hende så lang tid, at hun ikke længere kan huske, hvornår hun lærte den at kende.
Kirkens udfordringer
Som ny præst er Lone Birgitte Jørgensen bevidst om folkekirkens udfordringer. "Den største udfordring er, at kirken er fremmed for mange mennesker," påpeger hun. Hendes mål er at give flere lyst til at gå i kirke, hvilket kræver et bredere udbud end blot højmessen.
"Vi er nødt til også at tilbyde noget andet, for eksempel fyraftensmesser med meditation eller stillegudstjenester," foreslår hun, men understreger samtidig vigtigheden af balance: "Det er vigtigt ikke at jage de traditionelle kirkegængere væk."
Salmevalget er et konkret område, hvor denne balance skal findes. "De fine, gamle, meget smukke salmer taler ind i en forståelse, som kan være fjern for mange. Nyere salmer kan nemmere tale til moderne mennesker," forklarer hun og tilføjer, at ændringer må gøres "med stor forsigtighed".
Kirken i lokalsamfundet
Med særlig glæde refererer Lone Birgitte Jørgensen til den Realdania-undersøgelse om danskernes livskvalitet, der blev offentliggjort midt i marts måned: Den viser, at relationer og kontakt med andre er afgørende. Lokalsamfundet, tryghed og naboskab spiller her en stor rolle, og en kommune som Langeland er blandt topscorerne.
"Det var en fantastisk nyhed at vågne op til. Nu glæder jeg mig endnu mere til at flytte til Langeland!", udbryder hun og tilføjer: "Det ville være dejligt, om kirken kunne være et samlingspunkt i lokalsamfundet." For kirken har meget at tilbyde os moderne mennesker i vores søgen efter mening og fællesskab.
Kommentarer